Bedre IT

In app salg er det nye sort og flere og flere apps kan hentes gratis: Problemet er bare at du skal betale i appen før du kan bruge dem til noget: GPS apps er notoriske i den retning – du kan downloade en gratis app til navigation, men det koster rask væk mellem 300 og 600 kr. for det kortmaterialet du skal bruge i appen.

Real Racing 3 er et andet eksempel på en app med in app salg: I spillet kan du gøre dig fortjent til virtuelle dollars og guld, men du tjener dem så langsomt at Du ikke har en reel chance for at spare de 900 guldstykker eller mere som de dyreste af bilerne koster.

Kursen på in app guld svarer til 1 kr. stykket når man køber for 65 kr. guld. – Man sparer en smule hvis man køber for 329 kr., så får man 400 guldstykker og for 649 kr. får man 1000 guldstykker, men hvem ved sine fulde fem vil kaste 649 kr. efter en virtuel bil!? – Men ikke desto mindre er det altså det man kommer til at slippe hvis man vil købe de dyreste racerbiler i spillet..

Når man køber en bil i spillet er den den mindste standardudgave som skal opgraderes for hundredevis af guldstykker før de er pengene værd. – Der er 7 egenskaber du kan opgradere mellem 4 0g 7 gange og prisen stiger for hvert niveau, sådan at en bil til købspris på 100 kr., kommer til at koste dig 300 kr. før du er færdig med at opgradere den. – Og hvis du køber en bil til 900 guldstykker kommer du til at betale over 3000 kr. ialt før bilen er opgraderet..

Bevares Real Racing 3 er et fremragende spil, men du gør klogt i på forhånd at aftale med dig selv hvor mange penge du vil bruge på spillet da du ikke kan avancere uden konstant at skulle betale for nye biler!

I spillet er der 35 kampagner med hver 35 løb i og for hvert løb du afslutter på tredie, anden eller førstepladsen får du virtuelle dollars og når du når 25, 50 eller 75% af en kampagne med lutter førstepladser får du virtuelle dollars og en smule guld. Og du får 3 guldstykker når du stiger et level, men du skal vinde en hel del ræs før du stiger et level, så du skal være exceptionelt god til at køre ræs hvis du skal gøre dig håb om at kunne tjene guldmønterne ind lige så hurtigt som du skal bruge dem. – Jeg har kørt hver dag i ca. 3 måneder og Jeg er stadig kun blandt de bedste 60% det er sandsynligvis kun de bedste 10% der kan tjene guldmønter nok til at spille uden konstant at poste penge i skidtet..

Den måde Dice og Electronic Arts sælger Battlefield på er langt mere sympatisk: Du betaler omkring 400 kr for selve spillet og derefter kan du spille gratis og avancere til toppen uden at skulle betale mere. Dice leverer så løbende mere indhold: Flere baner, nye våben, køretøjer og camouflagemønstre mm. som man kan tilkøbe – men disse tiløb er ikke nødvendige for at avancere. – I modsætning til Real Racing 3 hvor det ikke skulle undre mig om du kommer af med mere end 10.000 kr. før du kan afslutte sidste bane.

Hay Day som også er en meget populær app med in app køb er også konstrueret sådan at du kan spille det til ende uden at kaste penge efter det – men pengene accelererer processen. Et fjerde eksempel er CandyCrush som du også kan spille igennem uden at betale, men nogle af banerne er dog så udfordrende at de fleste nok før eller siden føler sig nødt til at købe sig fra det – men her er problemet at man ikke får ret meget for pengene.

Spilleverandører skal levere en oplevelse og der må findes et rimeligt niveau for hvormeget hver time med spillet må koster – Spil som Real Racing 3 og CandyCrush burde i realiteten forbydes fordi de leverer alt for lidt i forhold til hvad det koster. – Der går dog gudskelov sport i at spille disse spil uden at poste penge i dem!!

Gratis online kurser for enhver smag, hvad kan man ønske sig mere!?

Jeg fundet 3 professionelle udbydere af online kurser: Udacity, Coursera og EdX, som udbyder kurser fra universiteter og handelsskoler.

Sværhedsgraden ligger fra gymnasieniveau til universitetsniveau. Kurserne varer typisk mellem 4 og 10 uger. De kan alle tages som et gratis forløb hvor man selv bestemmer farten. – Men hvis man vil have et kursusbevis koster det mellem 50 pr kursus til 200$ om måneden.

Det er her du betaler et sted mellem 90 og 200$ om måneden for et betalt kursus, men alle kurser kan tages gratis. De kurser Jeg er tilmeldt på foregår ved at man ser nogle videostumper og ind imellem laver nogle opgaver, som kan være alt fra at tænke over et givent problem og dele sine tanker med de andre kursuster i et diskussionsforum, til at fotografere eller lave nogle illustrationer som så også skal deles. Der er typisk en forventning om at man kan bruge mellem 4 og 8 timer på studiet om ugen. Udvalget er ikke så bredt; det er typisk kurser som har med IT at gøre, men de er udbudt i samarbejde med store kendte firmaer som Google og Autodesk m.fl.

har 591 kurser, som er lavet i samarbejde med universiteter fra hele verden. De fleste kurser er på engelsk, men der er kurser på 12 forskellige sprog. Her koster de betalte kurser 49$ uanset om de tager 4 eller 10 uger. Her kan du studere alt fra neurobiologi til webdesign – alle de store universitetsfag ser ud til at være præsenteret. Det visuelle layout ser ikke så appetitvækkende ud som Udacitys, men det virker fint, og hele deres businessmodel er i mine øjne mere sympatisk – fordi de har et rimeligt prisniveau, samtidig med at flere af deres gratis kurser giver et afgangsbevis.

– er en ukommerciel organisation som er sat i verden for at udvikle en open source platform til mooc læring. Der er 130 kurser at vælge imellem og den visuelle kvalitet af sitet synes at ligge mellem Udacity og Coursera. – Der er mange gode kurser og her er Jeg tilmeldt 5 kurser. Det er MIT Massachusetts Institute of Technology der kører sitet og her finder du kurser fra MIT, Havard og andre distingverede læreanstalter. – Her er alle kurser gratis, men når de først har kørt er der ikke noget socialt leben omkring dem.

Udacity og Coursera er kommercielle udbydere, og dem bør man nok holde øje med. Den platform som edX udvikler kunne være et stærkt bud på en platform til ekurser.nu – hvis man kunne flytte ekurser.nu over på en mooc platform ville det virkelig rykke noget, tror Jeg.

Når du skal hen på DRs hjemmeside – laver du så en søgning, eller skriver du dr.dk i adressefeltet? – De fleste bruger søgefeltet, og skriver blot dr uden “punktum dk”..

Øv – Da Jeg skrev artiklen her, satte Jeg en Google Zeitgeist widget ind her som viste de 10 mest brugte søgeord på google, men nu har de lavet om på funktionaliteten så den ikke virker mere. Men den viste med ufejlbarlig tydelighed at de 10 mest brugte søgeord alle var søgninger på webadresser som f.eks. facebook, dr, youtube, google med flere. – Havde de søgende bare sat .com eller .dk bag ved deres søgeord, ville de være kommet direkte frem til den hjemmeside de ønskede at besøge, i stedet for at lave en søgning.

Det du kan se på tabellen herover er googlesøgninger fra de sidste 3 måneder, som lige så godt kunne være internetadresser som de kunne være søgninger – der mangler bare et “.com” eller et “.dk” før de ville have ført brugeren direkte til den pågældende adresse – udenom søgemaskinerne.

Adressefeltet på de sidste nye udgaver af de mest udbredte browsere: Google Chrome og Internet Explorer har et kombineret adresse- og søgefelt hvilket på mange måder er god brugerservice, god brugergrænseflade fordi de færreste kender forskellen.

Google er altså næste skridt i det der startede med DNS: Domain Name Servicen som forvandler genkendelige domæneadresser til IP adresser, som er den tekniske adresse på alle hjemmesider som mennesker kan bruge, men sjældent huske.

Og hvad er der så galt i det, kunne du spørge! Og det der er galt er at DNS er en del af internets grundstruktur, og som sådan en del af systemet der ikke registrere folks færden, mens Google og Bing for den sags skyld er kommercielle services som ligger oven på den grundlæggende struktur, og som både kan registrere brugernes færden og tjene tykt på deres manglende evne til at kende forskel på en søgning og en regulær internetadresse.

Som bibliotekar der underviser folk i at finde rundt på internet har Jeg funderet meget over om ikke vi skulle droppe distinktionen mellem hvad der er internetadresser og hvad der er søgninger – det ville være så meget lettere at lade være, men så går vi søgemaskinernes ærinde og i sidste ende kunne det økonomiske maskineri bag søgemaskinerne blive lige så gennemsigtige et maskineri som DNS og dermed bliver internettet et endnu mere gennemsyret kommercielt system, som Jeg under ingen omstændigheder kan gå ind for!

En hammer har lignet en hammer i flere hundrede år, og sådan vil de fleste sikkert foretrække det: Værktøj skal helst ikke ændre sig ret meget, fordi man skal vænne sig til det påny hver gang nogen finder på at udvikle det.

– Sådan er det desværre for alt computervæsen: Producenterne forsøger konstant at gøre deres produkter bedre og hurtigere og du kan lige så godt vænne dig til det:

Den nyeste udgave af Internet Explorer er version 9,  som ser en hel del anderledes ud end version 6, 7 og 8. Hvis du har version 6 på din computer er der meget fornuft i at opgradere til version 8 eller 9. Microsoft har ligefrem lavet en hjemmeside der opfordrer alle til at opgradere: IE Countdown!

Hvis du opgraderer til version 9 vil du måske blive generet af at Microsoft har gjort det næsten umuligt at vælge Googles søgemaskine som standard til søgninger. Men med dette link: Valg af søgemaskine, kan du nemt gøre det!

Siden Jeg skrev dette indlæg er der kommet så meget nyt ud om Windows 8 – Den næste version af windows, som er så radikalt anderledes end de gamle versioner af windows at det i den grad vil kræve tid til tilvænning. Spørgsmålet som umiddelbart dukker op, er om ikke folk er ved at være så trætte af omskiftelige versioner af windows, at de lige så godt vil lære at bruge Apples iOS istedet for endnu en windowsversion.

Du kan downloade IE 8 herfra!

Hvad er der ved en fugls pip? – Tja; sådan en dyrelyd skal vel hverken tolkes eller tillægges nogen dybde, i bedste fald kan man vel opfatte det som en tone i en umiddelbar sang – hørt det ene øjeblik, glemt det næste!?

Twitter.com er en social webtjeneste hvor alle gratis kan pippe om hvad der sker i deres liv lige nu og her. Et pip må maksimum være på 140 bogstaver (Maksimumlængden på en SMS) og mange af dem er da også blot noget i stil med: “Jeg går hen på cafe Den Blå Hund kl. 19., ses vi der!”. Og de fleste bruger netop deres mobiltelefoners SMS funktion til at sende opdateringer til tjenesten.

Når man er logget ind på tjenesten kan man finde alle de venner der også bruger tjenesten, og så kan man vælge at følge deres opdateringer. Og vennerne kan følge ens opdateringer. I et travlt liv kan tjenesten ligefrem være en garant for sammenhængskraften for visse grupper, vil jeg tro.

Du er hvad du køber
Den seneste udvikling på den front, er en tjeneste som ligner Twitter lidt, men som istedet giver korte meddelelser om hvad folk køber: På Blipper.com kommer der en kort meddelelse om hvad folk køber på nettet, sådan at vennerne kan følge med i hinandens forbrug.

Det er muligt at ens forbrug i en vis udstrækning fortæller noget om hvem man er, men vi er forhåbentligt meget mere end det. – Det bliver interessant at se om Blippy fanger de unge. Det skulle ikke undre mig at ideen slår an, og det er da ret tydeligt at det kan blive noget af en guldgrube for de virksomheder der tilmelder sig tjenesten, hvis der stadig er noget om at naboens græs er grønnere…

Instituttet for fremtidsforskning har lanceret et nyt ord, for en ide som næsten har eksisteret lige så længe som Internet: Anarconomy; som nok beskriver ideen ved at sammenstille ordene anarki og økonomi, men som på den anden side er svært at udtale. Du kan gratis læse deres rapport om begrebet! – Når Instituttet for fremtidsforskning begynder at interessere sig for ideen nu, er det fordi den spredes med større hast nu, end den har gjort før.

Husker du evt. at have hørt eller læst udtrykket “No free lunch”? – Som betyder at tingene som regel har en pris – selvom det måske ved første blik, synes gratis. Man skal ikke ligefrem have gået på handelsskole for at kunne gennemskue at virksomheder skal tjene penge for at køre rundt, men ind imellem kan det være svært at gennemskue hvordan visse virksomheder tjener deres penge.

Når man først har fået en server på nettet og har en solid internetforbindelse med en høj “upload” hastighed skal antallet af besøg, på det eller de websites der ligger på serveren divideres med afskrivningen på udstyret, og omkostningerne til design, drift og anlæg, men der hvor det går rigtig godt kommer der måske flere hundredetusinder af “besøg” i timen og så koster hvert besøg kun få øre.

– Med så lav en pris for hver potentielle kunde, der besøger sitet, 
kan det være en rigtig god forretning at knytte kunderne til virksomheden
ved at tilbyde en del af det udbydne produkt; gratis!

Google bruger næsten udelukkende dette princip og Microsoft er også ved at komme med på vognen med deres Windows Live produkter, men der er tusindvis af andre mindre virksomheder og produkter. De fleste søgemaskiner kører efter princippet, men også de fleste sociale tjenester gør det: På siden namechk.com kan du se en lang liste over dem.

Her på bloggen har jeg skrevet en hel del artikler om Internet Business, som ofte netop handler om denne måde at køre forretning på! Se mere her:

Grateful Dead er et band dannet i 1965, året efter at jeg blev født, og jeg er ikke ligefrem fan, omend jeg da godt kan finde på at sætte een af deres CDere på.

Nææ, sagen er den at jeg tilfældigt er faldet over en næsten komplet samling af deres livekoncerter til download eller streaming. På Grateful Dead koncerter var det tilladt at optage musikken og det var også tilladt at bytte optagelser med andre. – man kunne ligefrem få lov til at tilslutte sit optageudstyr til deres lydsystem, hvilket gav fremragende optagelser.

Herunder skulle der gerne være en afspiller widget med 21 numre fra: Grateful Dead Live at Madison Square Garden on 1979-09-04 (September 4, 1979) tryk på next (to trekanter som peger mod højre) for at høre det næste nummer:

Så kan man spørge sig selv om Grateful Dead mon er blevet fattigere af at stille deres livemusik gratis til rådighed på nettet – næppe!. – Paradigmeskift gør ondt, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det paradigmeskift pladebranchen er ude i efterhånden vil vise flere initiativer af den slags.

Se nærmere på: http://www.archive.org/details/GratefulDead.

Google Docs ligner ikke ligefrem Microsoft office, men spørgsmålet er om ikke man alligevel ikke kan undvære 90% af de funktioner som Microsoft Office (herefter blot MS Office)  tilbyder. En professionel udgave af MS Office ligger i et prisleje omkring 5000 kr og Google Docs er gratis. Men Google Docs giver dig også en række fordele som du ikke har med MS Office:

MS Office skal opdateres i tide og utide og med office XP kunne det være temmelig besværligt med opdateringer fordi man ofte skulle bruge installations CDen, og hvem har lige installationscden liggende i skrivebordsskuffen? – Det er det fede med software som en service Saas – se den forrige artikel; det er ikke dit problem at opdatere – det er serviceudbyderens opgave, i dette tilfælde Google. Og hvor MS Office kan finde på at gå i sort fordi man har installeret et eller andet tilfældigt program på sin maskine, så er Google Docs helt uafhængigt af din maskine. – Du kan ligefrem åbne dine dokumenter på en hvilken som helst maskine i verden med Google Docs.

I kontorsammenhæng kan det være nødvendigt at flere mennesker arbejder med det samme dokument. – Det kan sagtens lade sig gøre i MS Office, men det er meget nemmere i Google Docs. 

Overgangen til udelukkende at arbejde på nettet er dog, på ingen måde, uproblematisk: Der ligger en noget anden kultur i “access instead of ownership” (også kaldet tilgangskultur) som i denne sammenhæng betyder at du ikke ejer officepakken – men har adgang til den. Og der er utvivlsomt også en hel del mennesker som vil være usikre på dette her med at ens dokumenter ligger hos google, og ikke hos een selv. Den helt ekstreme udgave af “access instead of ownership” kunne være at du ikke, fysisk set, har en musiksamling men blot har digital adgang til den eller at du ikke modtager magazinet “Gør det Selv”, men blot har adgang til deres artikler. Jeg tror at vi langsomt vil bevæge os fra “ejekultur” til “tilgangskultur”, omend jeg ikke umiddlbart er klar til at sige farvel til min CD samling..

Du har sikkert allerede hørt om Googles nye browser som de kalder “chrome“!? – Der var en artikel om den i Politiken idag. I artiklen “Du er hvad du køber” nævnte jeg GreenBorder – et interessant selskab som Google havde indkøbt.

GreenBorder har udviklet en sandkasse (SandBox) til “Internet Explorer” og “Firefox” som sikrer at det malware man evt. ville opsamle på sin surftur bliver i sandkassen og derfor ikke kan skade computeren. Til dig der ikke har været så uheldig at støde ind i malware på nettet, kan jeg fortælle at det typisk er ting man støder på hvis man i en søgemaskine søger efter MP3 musik, piratkopier eller porno, men selv om man udelukkende bevæger sig på “dydens smalle vej” kan man nu sagtens være uheldig alligevel. Og det geniale, som vi nu alle kan have glæde af, er at Google har indbygget sandkassen i “Chrome“.

Der er flere interessante teknologier gemt i programmet: f.eks. registrere Googles uendelige sværm af søgerobotter hver gang de kommer forbi en hjemmeside med malware og denne registrering får brugeren så glæde af i Chrome hvor de får en advarsel hvis de trykker på et link til siden. Men der er også indbygget en mulighed for at surfe inkognito: Når du surfer inkognito kan ingen se hvem du er, hvor du kommer fra eller hvilke sider du besøger. Men de har også redesignet brugergrænsefladen i et forsøg på at optimere brugerens flowoplevelse.

Vi har haft fat i diverse I-Ting (iTunes, iPod etc.), nu er det så E-Tingene vi skal rode lidt med. E-Kalender og E-Boks er begge eksempler på web applikationer.

Microsoft og Google udkæmper deres tvekamp indenfor webapplikationer. Først kom gmail som var Googles svar på hotmail, og siden lancerede google så google apps, som var deres pedant til Microsoft Office. Bevægelsen fra programmer installeret på en computer til noget lignende der kan afvikles i en browser er ultramoderne for tiden og det findes i mange størrelser: Fra billige løsninger for private til store løsninger for virksomheder. Det kaldes SaaS – Software as a Service og når der går pop i den slags teknologier hopper alle, tilsyneladende ukritisk, med på vognen. Men problemet er at det ikke er alle applikationer som folk umiddelbart er parate til at bruge på nettet. – En ny webapplikation skal på den ene side tydeligt give brugeren nogle fordele som de ikke har med deres nuværende løsning og så skal webapplikationen virke “rock solid” – så stabil og sikker at brugeren tør tage skridtet væk fra den gamle løsning som hun føler sig tryg ved.

Både e-boks og e-kalenderen har potentialet til at blive lige så udbredt og accepteret som gmail, men forskellen er at e-boks virker fint, mens e-kalenderen virker ad h…. til. Og her skyder firmaet bag e-kaldenderen sig i foden fordi det virker så dårligt og når folk oplever hvor dårligt det virker mister de troen på ideen, hvilket er synd.

Jeg bruger e-boks, og er glad for den, da det er min oplevelse at det er lettere at holde orden på de “papirer” som jeg har i e-boksen end det er styre papirudgaven. Den plads som papirudgaven fylder i min bogreol ville jeg hellere bruge til bøger. Det dårlige der kan siges om e-boks, er at alle instanser ikke er med, og at det går langsomt med at få dem med.

E-kaldenderen tror jeg dog aldrig jeg kommer til at bruge – Outlooks kalendersystem er endnu uerstatteligt..