Bedre IT

– At kulturen går ned er “gud ske lov” ikke noget realistisk scenarie idag, men der er kræfter i offentligheden der ønsker at afskaffe de fysiske biblioteker og erstatte dem med digitale materialer.

En naturlig mulighed eller fare ved digitaliseringen er at meget af kulturen kan digitaliseres og “hældes på harddiske”. Digitaliseringsrevolutionen foregår på flere fronter, hvor musikfronten er en af de mere iøjnefaldne. Siden starten af digitaliseringsrevolutionen, som vel groft sagt fik “kritisk masse” ved den Personlige Computers indtog, har der været følgende fronter eller kampzoner om man vil:

• Tekst – tekster/bøger som ikke er skabt digitalt
• Billeder – fotografier af malerier, fotos og grafik
• Musik/Lyd – fra lyde som windows fanfaren til klassiske værker
• Video – alt fra events til spillefilm
• Andre fysiske ting – er et ikke så fjernt fremtidsscenarie

I alle 5 tilfælde er der tale om 2 faser i løbet af udviklingen: Den analoge fase som er den historiske, som startede med et håndværk, der frembragte en fysisk genstand som en bog, et billede, et partitur eller en drejebog/filmrulle og med hensyn til de “fysiske ting” – frembringelsen af kunst som statuer, relieffer etc..  – Og Den digitale fase som er digitaliseringsfasen hvor alt enten bliver frembragt  eller digitaliseret og distribueret digitalt – altså frembragt eller forvandlet til filer som kan bearbejdes, lagres og afspilles på en computer eller printes – evt. i 3D.

Når man taler om computere og derunder servere, så taler man om oppetid – altså den tid hvor maskineriet har fungeret uden problemer og i de fleste sammenhænge er oppetiden på over 99% – men at oppetiden ikke er på 100% er altså ensbetydende med at der vil være huller hvor kulturen så ikke vil være tilgængelig.

En server er en mere central computer end en Personlig Computer og som sådan vil den digitaliserede kultur blive samlet på færre fysiske steder end den analoge kultur var og pludselig bliver kulturens tilgængelighed gjort til et spørgsmål om server kapacitet, netværks båndbredde og internet sikkerhed.

– Kerneproblemet er altså at kulturen flyttes til en teknologi hvor der er flere usikkerheder og faremomenter og hvor ting som digital krigsførsel,  som vi kun har set de første primitive forsøg på; potentielt ville kunne slette kulturarven..

Der var en låner, her den ene dag, som spurgte om man kunne låne vinyl LPer på biblioteket. Det kan man, men desværre ser det ikke ud til at der er nogle biblioteker som indkøber nye vinyl plader. – Og der udkommer faktisk stadig en hel del nye LP plader.

Da der ikke var andre lånere på biblioteket på det tidspunkt kom jeg hurtigt i snak med låneren, og det viste sig at han arbejdede på pickupfirmaet Ortofon, som ligger her på Lolland.

Jeg indså i løbet af vores samtale at digitalisering af
ethvert materiale; bøger, billeder, film eller musik
er lig med en kvalitetsmæssig forringelse af det..

Låneren fortalte at han ind imellem viser lysbilleder og holder foredrag om sine rejser, og at han – på grund af de stigende priser på fremkaldelse af “analog” film, var begyndt at tage digitale billeder.

Jeg er ikke audiofil; og kan ikke høre forskel på om den afspillede musik kommer fra CD eller vinyl, men hvis man roder med digitale fotos får man hurtig en fornemmelse af begrænsningerne ved digitaliseringen: Et “analogt” fotografi fra et spejlreflekskamera har nærmest uendeligt mange billedpunkter og farverne er mere naturlige: Og denne forskel bliver for alvor synlig når de digitale billeder blæses op på et lærred, da opløsningen på de fleste projektorer er sølle 1024 x 768 pixels.

Ind imellem kunne jeg godt savne ritualet med at hive en LP frem, afstøve pladen med pladebørsten og forsigtigt sænke pickuppen ned i mellemrummet før det nummer jeg vil høre. Der er dybe perspektiver i emnet her; som jeg ikke skal dvæle for meget ved, men eet er at vi vænnes til at nøjes med en ringere lyd- og billedkvalitet, noget andet er at indholdet får mindre værdi når der skal “arbejdes” mindre for at “få det frem”!

I forrige århundrede var et Hi-Fi anlæg gerne en kombination af nogle givne komponenter:

1. En afspiller til CDer, Plader eller Bånd eller en tuner til Radio
2. En forstærker eller et sæt af forforstærker/effektforstærkere
3. Nogle effektive højttalere

– Fra Hi-Fi Klubben, Fona, Merlin eller egen import. Alt afhængig af personlige preferencer. Der var mange måder at konfigurere et anlæg på, men der var også nogle som bare skulle have noget musik, og de kunne ofte nøjes med et “konfirmations anlæg” (en kasse med alle komponenter indbygget) eller et B&O anlæg.

Det nye paradigme
Et paradigmeskift er som regel noget der tager tid, og skiftet fra analog lyd til digital lyd har da også taget et godt stykke tid efterhånden – hvor CDen og DAT blot var første skridt, så er vi idag ved at være derhenne hvor det hele foregår digitalt. Det er endnu ikke til at afgøre hvilke konfigurationer der ender med at være mest udbredt, men et typisk anlæg vil sandsynligvis bestå af følgende komponenter:

1. En server hvor al musik, video og billeder ligger på
2. En streaming medie afspiller – Der findes både Medie afspillere som kun afspiller lyd, og nogle som både afspiller lyd, video og billeder – Mange af lydafspillerne har indbygget forstærker.
3. Højttalere – nogle med indbygget forstærker – som kommer i brug der hvor medie afspilleren ikke har det, andre uden..

Fordelen ved denne nye form for anlæg er at alle i huset kan høre musik eller se video/billeder fra samme samling, uden dog at være tvunget til at høre/se det samme. Og skulle man blive træt af udvalget på serveren kan de fleste medie afspiller også afspille indhold direkte fra nettet: Der er således titusindevis af “radiostationer” og massevis af videoudbydere på Internet som man gratis kan nyde indholdet fra.

Det sidste skridt i den totale digitalisering af Hi-Fi anlægget er digitaliseringen af TV og radio signalerne gennem henholdsvis; DVB-T og DAB: Den næste udfordring er hvordan vi kan få DVB-T/DAB signalerne ind på netværket!?

Når man helt uvidenskabeligt kan konkludere at en Guitar Hero guitar er 113,4 gange mindre kompleks end en almindelig guitar (Se artiklen 1134 grader af kompleksitet).. Er der så tale om misinformation – eller er det tværtimod et udtryk for formidling på et højt plan, eller nærmere – blot om bortsmidning af overflødig information eller eksformation.

I Tor Nørretranders værk “Mærk verden” lancerer han begrebet “eksformation” (på side 128), som er den mængde af information som implicit ligger i et budskab og som altså ikke bliver udtrykt – Budskabet er så at sige dybere jo mere eksformation der ligger i det. Da jeg var ung var jeg med i et ungdomsband hvor jeg spillede rytmeguitar, og med den erfaring i rygsækken kan jeg bekræfte at Guitar Hero spillet rummer en stor mængde eksformation: En eksformation, der så at sige rummer 113,4 grader af kompleksitet:

I handlinger som det at spille guitar eller – at danse tango kan man have en oplevelse af at “være i musikken” hvor man ikke er bevidst om teknikken – ligesom Nørretranders beskriver i samme værk – om fodboldspilleren som nærmest spiller intuitivt. Der er vist en jazzmusiker der engang har sagt noget i stil med at:

Jazzen starter der hvor man glemmer sine skalaer.

– Men fælles for Tangodanseren, Fodboldspilleren og Jazzmusikeren er at der ligger tusinder af timers træning gemt et sted i deres underbevidsthed når de spiller.

Men Guitar hero spillet kan, med sin store mængde af eksformation, give een det samme kick – den samme følelse af at være i musikken – selvom man aldrig har lært at spille guitar, og det er det der gør spillet så fantastisk.

Hvis de unge mennesker som mestrer Guitar Hero bliver skuffede over hvor svært det er at lære at spille guitar kan man måske nok tale om at de er blevet “misinformeret” – men til gengæld er følelsen af at være i musikken så stærk og “fed”, at det ikke skulle undre mig om mange af fremtidens “stjerner for en aften” har startet deres karriere med at spille Guitar Hero..

Endelig må konklusionen være at spillet “formidler” en glæde ved det at spille, som det ikke ville kunne gøre hvis ikke det rummede så megen “eksformation“, og – at eksformationen “misinformerer” brugerene om hvad det kræves for at kunne spille guitar.

I artiklen om om JamLegend nævnte jeg at Guitar Hero spillet var en voldsom forenkling af det at spille guitar: For at komme til bunds i hvor voldsom en forenkling der er tale om, har Jeg har lavet en uvidenskabelig sammenligning af en almindelig elguitar og en guitar til Guitar Hero spillet:

En Guitar Hero guitar har 5 knapper som kan betjenes af venstre hånd og højre hånd kan betjene en flipknap og en wow arm.  Hvis vi antager at alle guitarens knapper og wow armen er digitale hvilket vil sige at de enten er aktiveret eller ej, er guitarens kompleksitet = 10 (5 x 2)..

En almindelig guitar er noget mere kompleks – den har ikke knapper på halsen, men 6 strenge og 21 bånd hvilket betyder at hver af de 6 strenge kan give 21 forskellige toner så vi har altså en kompleksitet på 126 (21 x 6) alene på venstrehånden.

For bedre at kunne få fod på kompleksiteten antager vi at højrehånden kun kan anslå hver enkelt af de 6 strenge, alle strenge på een gang, de 3 første eller de 3 sidste, hvilket giver en kompleksitet på 9 for højrehånden. En almindelig guitar har altså en samlet kompleksitet på 1134 (21 x 9) – så længe vi bare taler om enkelttoner og ikke akkorder.

En almindelig guitar er 113,4 gange mere kompleks
end en Guitar Hero Guitar.

Hvis vi først begynder at tale om akkorder bliver den almindelige guitars kompleksitet astronomisk meget højere. Guitar Hero guitaren bliver også en smule mere kompleks når der er tale om brug af akkorder, men den vil altid være en vag metafor for den rigtige guitar.

Nogle biblioteker forbander “Guitar Hero” og “Rock Band” spillene langt væk, fordi de ikke kan være i bogkasserne og transport-selskaberne kræver ekstratakst. – der følger nemlig som regel en Guitar eller ligefrem et helt trommesæt med.

Trods en primitiv grafik havde mange commodore 64 spil et fremragende Gameplay, og netop “Guitar Hero” spillene er et moderne eksempel på at der ikke er nogen sammenhæng mellem grafisk kvalitet og Gameplay. – Jeg synes at det er fantastisk som en simpel simulering af guitarspil kan være så fængende: Følelsen af samspil er bare helt rigtig.

– Guitarister vrænger sikkert af de simple guitarer som bruges i spillet fordi der er tale om en voldsom forenkling af det at spille guitar, og jeg tror også at der er en række unge mennesker som vil få et chok over hvor meget sværer det er at spille guitar når de dukker op på musikskolen.

På JamLegend kan du gratis spille et spil der giver samme fine fornemmelse af samspil: Det kører i din browser og der er hundredevis af numre i en udemærket kvalitet og der kommer hele tiden nye til. Men du kan også konkurrere med spillere fra hele verden, eller spille mod computeren..

Grateful Dead er et band dannet i 1965, året efter at jeg blev født, og jeg er ikke ligefrem fan, omend jeg da godt kan finde på at sætte een af deres CDere på.

Nææ, sagen er den at jeg tilfældigt er faldet over en næsten komplet samling af deres livekoncerter til download eller streaming. På Grateful Dead koncerter var det tilladt at optage musikken og det var også tilladt at bytte optagelser med andre. – man kunne ligefrem få lov til at tilslutte sit optageudstyr til deres lydsystem, hvilket gav fremragende optagelser.

Herunder skulle der gerne være en afspiller widget med 21 numre fra: Grateful Dead Live at Madison Square Garden on 1979-09-04 (September 4, 1979) tryk på next (to trekanter som peger mod højre) for at høre det næste nummer:

Så kan man spørge sig selv om Grateful Dead mon er blevet fattigere af at stille deres livemusik gratis til rådighed på nettet – næppe!. – Paradigmeskift gør ondt, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det paradigmeskift pladebranchen er ude i efterhånden vil vise flere initiativer af den slags.

Se nærmere på: http://www.archive.org/details/GratefulDead.

Jeg har tidligere været inde på at mp3 formatet blot er et komprimeret musikformat hvor noget af den lyd som ikke er hørligt for det normale øre er smidt væk. Men der findes en lang række andre lossless lydformater f.eks. “flac” eller “ape” som ikke smider lydinformation væk.

De fleste “mp3” afspillere kan afspille flere formater end netop mp3. Mp3 er dog mest udbredt og selv iTunes vil helst konvertere microsofts wma til mp3 format ved import til iTunes database.

Eet er dog de små bærbare afspillere som vores Zen eller iPod, noget andet er afspillere specifikt lavet til at stå sammen med ens musikanlæg. Der findes en uendelig række af forskellige stationære afspillere. Noxon 2 herover er bl.a. kendtegnet ved at der er trådløst netkort indbygget i den, sådan at den trådløst kan hente musikken fra en computer på netværket, eller en hjemmeserver.

– En artikel om musikinformation leveret af musikdatabaser og – om hvordan man kan organisere sin musik i en mappestruktur.

I forbindelse med digitaliseringen af hele min musiksamling brugte jeg en hurtig og enkel ripper som hed CDex til at rippe CDerne. CDex lavede en mappe for hver kunstner og heri en undermappe for hvert album af kunstneren. Da jeg havde digitaliseret 2/3 dele af samlingen indså jeg at antallet af kunstnermapper blev for stort – Stifinders svartider stiger jo flere undermapper der er i en mappe, så for at nedbringe antallet af undermapper i hver mappe, måtte jeg organisere det på en anden måde.

Derfor startede jeg på manuelt at flytte kunstnermapperne ind i nogle genre mapper som jeg oprettede på skrømt efterhånden som der blev brug for dem. Det viste sig dog at være temmelig svært at finde en passende genre til mange af kunstnerene. Jeg blev dog færdig og havde glæde af det et stykke tid før jeg installerede iTunes.

iTunes er på mange måder et fremragende program, men da jeg satte programmet til at hente albumbilleder og supplere med div. albumoplysninger fik jeg da godt nok noget af et shock: iTunes havde omorganiseret hele min fine mappestruktur sådan at der var blevet oprettet en undermappe for hver kunstner som var på et givent album. “The duets” af Tom Jones and Friends var således blevet opdelt i 10 mapper – een mappe for hvert nummer hvor Tom Jones synger med en ny kunstner. – Og væk var min fine orden, som ikke kunne genetableres.

Musikafspillerene som iTunes og Windows Mediaplayer samt alle ripperprogrammerne som f.eks. CDex henter informationen om de forskellige CDere på musikdatabaser som Gracenote og CDDB, men der findes over 40 forskellige musikdatabaser. Når du ripper en CD, og programmet meddeler at det ikke kan finde information om CDen, er det altså en god ide at prøve at rippe den med et andet program, som bruger en anden database.

Det kunne ikke komme på tale at bruge iTunes til at rippe med – jeg havde fået nok, så istedet fandt jeg Quintessential Player som bruger Gracenote, og da jeg jeg rodede lidt med opsætningen af mappe og filnavne opdagede jeg at man også kunne få programmet til at lave genre mapper.

Det mappehieraki som Quintessential Player lavede var genre/kunstner/albums/nummer.mp3. Nu er de fleste musikdatabaser baseret på at det er brugerne som indtaster oplysningerne for en given CD, som ikke i forvejen er i databasen. Konceptet blev opfundet i 1993, og var som sådan sandsynligvis den første brug af noget der ligner social tagging. – Med de styrker og svagheder som det nu giver: Genreopdelingen er ikke perfekt, men efter en smule oprydning – i højeste grad brugbart.

Man kan, ind imellem, spørge sig selv om det giver mening at skrive artikler til en blog, som måske ikke har nogen læsere.. Jeg lærer dog hele tiden noget nyt når jeg laver research til artiklerne, og for mig er det grund nok til at fortsætte.

Var det ikke for programmet iTunes, ville iPod ikke sælge halvt så godt som den gør. Der findes masser af konkurrenter til iTunes, men hverken den “Media Player” som er inkluderet i windows eller nogle af de mange andre, har halvt så mange brugere. Se her.

Og som bekendt er iTunes gratis for alle at bruge, den kan blot ikke umiddelbart “snakke” med din mp3 afspiller, hvis det ikke er en iPod – og dog; så synes denne googlesøgning at antyde noget andet. Men det er nu heller ikke det store problem at få mediaplayer til at kikke i samme katalog som iTunes gemmer lydfilerne i, og derigennem synkronisere med din mp3 afspiller.

Een af de mange ting som gør iTunes til et fantastisk program er netop dets udvalg af podcasts. Du kan hente de gratis podcasts i “iTunes Store”, og du behøver ikke at blive registreret som kunde for at downloade podcasts. Når du har installeret og startet iTunes kan du i øverste højre hjørne skrive et søgeudtryk i søgebjælken, men det er endnu federe hvis du trykker på “Browse” i kategorien “Quicklinks” – Det åbner en hierakisk søgemulighed, hvor du først skal vælge om det er “Audiobooks”, “Music” eller “Podcasts”, siden skal vælge “Category” og tilsidst underkategori hvorefter du får en lang liste med podcasts som du gratis kan abonnere på.

Jeg havde ikke held med at søge mig frem til DRs program harddisken i iTunes, men efter en Googlesøgning på “harddisken podcast” kom jeg frem til en side hvor de havde lagt et iTunes ikon, og da jeg trykkede på det blev feedet automatisk åbnet i iTunes.

Hvorom alting er, så kan man i fin stil få glæde af iTunes, når man bare bruger windows mediaplayer til at synkronisere..