• Forny din IE

    Up-loaded den juli 4th, 2011 John Ingen kommentarer

    En hammer har lignet en hammer i flere hundrede år, og sådan vil de fleste sikkert foretrække det: Værktøj skal helst ikke ændre sig ret meget, fordi man skal vænne sig til det påny hver gang nogen finder på at udvikle det.

    - Sådan er det desværre for alt computervæsen: Producenterne forsøger konstant at gøre deres produkter bedre og hurtigere og du kan lige så godt vænne dig til det:

    Den nyeste udgave af Internet Explorer er version 9,  som ser en hel del anderledes ud end version 6, 7 og 8. Hvis du har version 6 på din computer er der meget fornuft i at opgradere til version 8 eller 9. Microsoft har ligefrem lavet en hjemmeside der opfordrer alle til at opgradere: IE Countdown!

    Hvis du opgraderer til version 9 vil du måske blive generet af at Microsoft har gjort det næsten umuligt at vælge Googles søgemaskine som standard til søgninger. Men med dette link: Valg af søgemaskine, kan du nemt gøre det!

    Siden Jeg skrev dette indlæg er der kommet så meget nyt ud om Windows 8 – Den næste version af windows, som er så radikalt anderledes end de gamle versioner af windows at det i den grad vil kræve tid til tilvænning. Spørgsmålet som umiddelbart dukker op, er om ikke folk er ved at være så trætte af omskiftelige versioner af windows, at de lige så godt vil lære at bruge Apples iOS istedet for endnu en windowsversion.

    Du kan downloade IE 8 herfra!

  • Twit Twit = pip pip

    Up-loaded den januar 21st, 2010 John Ingen kommentarer

    Follow jrhr_dk on TwitterHvad er der ved en fugls pip? – Tja; sådan en dyrelyd skal vel hverken tolkes eller tillægges nogen dybde, i bedste fald kan man vel opfatte det som en tone i en umiddelbar sang – hørt det ene øjeblik, glemt det næste!?

    Twitter.com er en social webtjeneste hvor alle gratis kan pippe om hvad der sker i deres liv lige nu og her. Et pip må maksimum være på 140 bogstaver (Maksimumlængden på en SMS) og mange af dem er da også blot noget i stil med: “Jeg går hen på cafe Den Blå Hund kl. 19., ses vi der!”. Og de fleste bruger netop deres mobiltelefoners SMS funktion til at sende opdateringer til tjenesten.

    Når man er logget ind på tjenesten kan man finde alle de venner der også bruger tjenesten, og så kan man vælge at følge deres opdateringer. Og vennerne kan følge ens opdateringer. I et travlt liv kan tjenesten ligefrem være en garant for sammenhængskraften for visse grupper, vil jeg tro.

    Du er hvad du køber
    Den seneste udvikling på den front, er en tjeneste som ligner Twitter lidt, men som istedet giver korte meddelelser om hvad folk køber: På Blipper.com kommer der en kort meddelelse om hvad folk køber på nettet, sådan at vennerne kan følge med i hinandens forbrug.

    Det er muligt at ens forbrug i en vis udstrækning fortæller noget om hvem man er, men vi er forhåbentligt meget mere end det. – Det bliver interessant at se om Blippy fanger de unge. Det skulle ikke undre mig at ideen slår an, og det er da ret tydeligt at det kan blive noget af en guldgrube for de virksomheder der tilmelder sig tjenesten, hvis der stadig er noget om at naboens græs er grønnere…

  • Hvad koster en “Free Lunch”?

    Up-loaded den oktober 9th, 2009 John Ingen kommentarer

    istock_000004936705xsmall

    Instituttet for fremtidsforskning har lanceret et nyt ord, for en ide som næsten har eksisteret lige så længe som Internet: Anarconomy; som nok beskriver ideen ved at sammenstille ordene anarki og økonomi, men som på den anden side er svært at udtale. Du kan gratis læse deres rapport om begrebet! – Når Instituttet for fremtidsforskning begynder at interessere sig for ideen nu, er det fordi den spredes med større hast nu, end den har gjort før.

    Husker du evt. at have hørt eller læst udtrykket “No free lunch”? – Som betyder at tingene som regel har en pris – selvom det måske ved første blik, synes gratis. Man skal ikke ligefrem have gået på handelsskole for at kunne gennemskue at virksomheder skal tjene penge for at køre rundt, men ind imellem kan det være svært at gennemskue hvordan visse virksomheder tjener deres penge.

    Når man først har fået en server på nettet og har en solid internetforbindelse med en høj “upload” hastighed skal antallet af besøg, på det eller de websites der ligger på serveren divideres med afskrivningen på udstyret, og omkostningerne til design, drift og anlæg, men der hvor det går rigtig godt kommer der måske flere hundredetusinder af “besøg” i timen og så koster hvert besøg kun få øre.

    - Med så lav en pris for hver potentielle kunde, der besøger sitet, 
    kan det være en rigtig god forretning at knytte kunderne til virksomheden
    ved at tilbyde en del af det udbydne produkt; gratis!

    Google bruger næsten udelukkende dette princip og Microsoft er også ved at komme med på vognen med deres Windows Live produkter, men der er tusindvis af andre mindre virksomheder og produkter. De fleste søgemaskiner kører efter princippet, men også de fleste sociale tjenester gør det: På siden namechk.com kan du se en lang liste over dem.

    Her på bloggen har jeg skrevet en hel del artikler om Internet Business, som ofte netop handler om denne måde at køre forretning på! Se mere her:

  • Grateful Dead

    Up-loaded den juni 22nd, 2009 John Ingen kommentarer

    220px-grateful_dead-american_beauGrateful Dead er et band dannet i 1965, året efter at jeg blev født, og jeg er ikke ligefrem fan, omend jeg da godt kan finde på at sætte een af deres CDere på.

    Nææ, sagen er den at jeg tilfældigt er faldet over en næsten komplet samling af deres livekoncerter til download eller streaming. På Grateful Dead koncerter var det tilladt at optage musikken og det var også tilladt at bytte optagelser med andre. – man kunne ligefrem få lov til at tilslutte sit optageudstyr til deres lydsystem, hvilket gav fremragende optagelser.

    Herunder skulle der gerne være en afspiller widget med 21 numre fra: Grateful Dead Live at Madison Square Garden on 1979-09-04 (September 4, 1979) tryk på next (to trekanter som peger mod højre) for at høre det næste nummer:

    Så kan man spørge sig selv om Grateful Dead mon er blevet fattigere af at stille deres livemusik gratis til rådighed på nettet – næppe!. – Paradigmeskift gør ondt, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det paradigmeskift pladebranchen er ude i efterhånden vil vise flere initiativer af den slags.

    Se nærmere på: http://www.archive.org/details/GratefulDead.

  • Office på nettet

    Up-loaded den september 5th, 2008 John Ingen kommentarer

    Google Docs ligner ikke ligefrem Microsoft office, men spørgsmålet er om ikke man alligevel ikke kan undvære 90% af de funktioner som Microsoft Office (herefter blot MS Office)  tilbyder. En professionel udgave af MS Office ligger i et prisleje omkring 5000 kr og Google Docs er gratis. Men Google Docs giver dig også en række fordele som du ikke har med MS Office:

    MS Office skal opdateres i tide og utide og med office XP kunne det være temmelig besværligt med opdateringer fordi man ofte skulle bruge installations CDen, og hvem har lige installationscden liggende i skrivebordsskuffen? – Det er det fede med software som en service Saas – se den forrige artikel; det er ikke dit problem at opdatere – det er serviceudbyderens opgave, i dette tilfælde Google. Og hvor MS Office kan finde på at gå i sort fordi man har installeret et eller andet tilfældigt program på sin maskine, så er Google Docs helt uafhængigt af din maskine. – Du kan ligefrem åbne dine dokumenter på en hvilken som helst maskine i verden med Google Docs.

    I kontorsammenhæng kan det være nødvendigt at flere mennesker arbejder med det samme dokument. – Det kan sagtens lade sig gøre i MS Office, men det er meget nemmere i Google Docs. 

    Overgangen til udelukkende at arbejde på nettet er dog, på ingen måde, uproblematisk: Der ligger en noget anden kultur i ”access instead of ownership” (også kaldet tilgangskultur) som i denne sammenhæng betyder at du ikke ejer officepakken – men har adgang til den. Og der er utvivlsomt også en hel del mennesker som vil være usikre på dette her med at ens dokumenter ligger hos google, og ikke hos een selv. Den helt ekstreme udgave af “access instead of ownership” kunne være at du ikke, fysisk set, har en musiksamling men blot har digital adgang til den eller at du ikke modtager magazinet “Gør det Selv”, men blot har adgang til deres artikler. Jeg tror at vi langsomt vil bevæge os fra “ejekultur” til “tilgangskultur”, omend jeg ikke umiddlbart er klar til at sige farvel til min CD samling..

  • Forkromet surfing

    Up-loaded den september 3rd, 2008 John Ingen kommentarer

    Du har sikkert allerede hørt om Googles nye browser som de kalder “chrome“!? – Der var en artikel om den i Politiken idag. I artiklen “Du er hvad du køber” nævnte jeg GreenBorder – et interessant selskab som Google havde indkøbt.

    GreenBorder har udviklet en sandkasse (SandBox) til “Internet Explorer” og “Firefox” som sikrer at det malware man evt. ville opsamle på sin surftur bliver i sandkassen og derfor ikke kan skade computeren. Til dig der ikke har været så uheldig at støde ind i malware på nettet, kan jeg fortælle at det typisk er ting man støder på hvis man i en søgemaskine søger efter MP3 musik, piratkopier eller porno, men selv om man udelukkende bevæger sig på “dydens smalle vej” kan man nu sagtens være uheldig alligevel. Og det geniale, som vi nu alle kan have glæde af, er at Google har indbygget sandkassen i “Chrome“.

    Der er flere interessante teknologier gemt i programmet: f.eks. registrere Googles uendelige sværm af søgerobotter hver gang de kommer forbi en hjemmeside med malware og denne registrering får brugeren så glæde af i Chrome hvor de får en advarsel hvis de trykker på et link til siden. Men der er også indbygget en mulighed for at surfe inkognito: Når du surfer inkognito kan ingen se hvem du er, hvor du kommer fra eller hvilke sider du besøger. Men de har også redesignet brugergrænsefladen i et forsøg på at optimere brugerens flowoplevelse.

    Ifølge Google forærer de denne gratis browser til folk, fordi de dels vil gøre nettet til et mere sikkert sted, og at de dels ville lave en browser som fra bunden af er lavet til webapplikationer som e-boks.dk, docs.google.com, notebook.google.com etc. Se evt. min artikel om e-boks mm..
    I denne 38 sider lange tegneserie fortæller Google om alle browserens gode egenskaber, filosofien og teknikken bag.  

    Du kan downlade programmet her!

    Til slut vil jeg lige bemærke at programmet delvist er lavet af OpenSource kode hvilket betyder at der er en hel del firefox kode i den.

  • E-Ting

    Up-loaded den september 2nd, 2008 John Ingen kommentarer

    Vi har haft fat i diverse I-Ting (iTunes, iPod etc.), nu er det så E-Tingene vi skal rode lidt med. E-Kalender og E-Boks er begge eksempler på web applikationer.

    Microsoft og Google udkæmper deres tvekamp indenfor webapplikationer. Først kom gmail som var Googles svar på hotmail, og siden lancerede google så google apps, som var deres pedant til Microsoft Office. Bevægelsen fra programmer installeret på en computer til noget lignende der kan afvikles i en browser er ultramoderne for tiden og det findes i mange størrelser: Fra billige løsninger for private til store løsninger for virksomheder. Det kaldes SaaS – Software as a Service og når der går pop i den slags teknologier hopper alle, tilsyneladende ukritisk, med på vognen. Men problemet er at det ikke er alle applikationer som folk umiddelbart er parate til at bruge på nettet. – En ny webapplikation skal på den ene side tydeligt give brugeren nogle fordele som de ikke har med deres nuværende løsning og så skal webapplikationen virke “rock solid” – så stabil og sikker at brugeren tør tage skridtet væk fra den gamle løsning som hun føler sig tryg ved.

    Både e-boks og e-kalenderen har potentialet til at blive lige så udbredt og accepteret som gmail, men forskellen er at e-boks virker fint, mens e-kalenderen virker ad h…. til. Og her skyder firmaet bag e-kaldenderen sig i foden fordi det virker så dårligt og når folk oplever hvor dårligt det virker mister de troen på ideen, hvilket er synd.

    Jeg bruger e-boks, og er glad for den, da det er min oplevelse at det er lettere at holde orden på de “papirer” som jeg har i e-boksen end det er styre papirudgaven. Den plads som papirudgaven fylder i min bogreol ville jeg hellere bruge til bøger. Det dårlige der kan siges om e-boks, er at alle instanser ikke er med, og at det går langsomt med at få dem med.

    E-kaldenderen tror jeg dog aldrig jeg kommer til at bruge – Outlooks kalendersystem er endnu uerstatteligt..

  • Hvis jorden var en sandwich

    Up-loaded den juni 16th, 2008 John Ingen kommentarer

    Google Maps er fantastisk, men at de har åbnet det for alle mulige kreative “ombygninger” er genialt. Når man har fundet ud af at man kan trække rundt med kortet i vinduet er det lige før man ikke behøver at vide mere for at bruge det, og derfor vil jeg heller ikke bruge flere linier på at beskrive selve Google Maps.
    Mashups eller “ombygninger” som jeg kalder det findes i alle afskygninger – fra de mest flippede til top professionelle.

    Søren Rasmussens billedbog om “Manden som gravede ned til Kineserne” er fuld af løgn: Hvis du vil grave ned til kineserne skal du ikke grave fra danmark, men fra Argentina.
    På “If the Earth were a Sandwich” kan du finde ud af hvor du ender, hvis du begynder at grave gennem jorden. Du trækker kortet sådan at pilen peger på dit udgangspunkt, men du kan trække i begge vinduer.

    iRun.dk
    iRun.dk er en anden og mere seriøs Google Maps ombygning. Med irun.dk kan du lave ruter. Her er f.eks. et link til en svømmetur tværs over Maribo sø. Som navnet antyder er siden lavet for folk som laver løberuter, men det er ikke udtryk for en begrænsning. Du trækker rundt med kortet, og klikker så de steder hvor du vil have at din rute går.

    En GPS dims
    Muligheden for at få vist billeder på Google Maps er virkelig interessant, men hvordan er det lige at man får registreret de nøjagtige koordinater for hvor billederne er taget!? – Check “Sony GPS-CS1KA” en nøgleringsdims som registrere hvor den er i verden x antal gange om dagen, og når du så kommer hjem og indlæser dine digitalfotos til din computer, tilslutter du også nøgleringen, og vupti – så har du GPS koordinaterne på alle dine fotos..

    Jeg har udforsket Google Maps mulighederne og lavet en rute fra Tisted til Bahnhoof Zoo etc..

  • iTunes trækker salget

    Up-loaded den juni 11th, 2008 John Ingen kommentarer

    Var det ikke for programmet iTunes, ville iPod ikke sælge halvt så godt som den gør. Der findes masser af konkurrenter til iTunes, men hverken den “Media Player” som er inkluderet i windows eller nogle af de mange andre, har halvt så mange brugere. Se her.

    Og som bekendt er iTunes gratis for alle at bruge, den kan blot ikke umiddelbart “snakke” med din mp3 afspiller, hvis det ikke er en iPod – og dog; så synes denne googlesøgning at antyde noget andet. Men det er nu heller ikke det store problem at få mediaplayer til at kikke i samme katalog som iTunes gemmer lydfilerne i, og derigennem synkronisere med din mp3 afspiller.

    Een af de mange ting som gør iTunes til et fantastisk program er netop dets udvalg af podcasts. Du kan hente de gratis podcasts i “iTunes Store”, og du behøver ikke at blive registreret som kunde for at downloade podcasts. Når du har installeret og startet iTunes kan du i øverste højre hjørne skrive et søgeudtryk i søgebjælken, men det er endnu federe hvis du trykker på “Browse” i kategorien “Quicklinks” – Det åbner en hierakisk søgemulighed, hvor du først skal vælge om det er “Audiobooks”, “Music” eller “Podcasts”, siden skal vælge “Category” og tilsidst underkategori hvorefter du får en lang liste med podcasts som du gratis kan abonnere på.

    Jeg havde ikke held med at søge mig frem til DRs program harddisken i iTunes, men efter en Googlesøgning på “harddisken podcast” kom jeg frem til en side hvor de havde lagt et iTunes ikon, og da jeg trykkede på det blev feedet automatisk åbnet i iTunes.

    Hvorom alting er, så kan man i fin stil få glæde af iTunes, når man bare bruger windows mediaplayer til at synkronisere..

  • Kan vi stole på Google

    Up-loaded den juni 10th, 2008 John Ingen kommentarer

    Søndag d. 8 juni 2008 havde Jyllands-Posten en helsides artikel om Google i indlægget “Indblik”, med samme titel som artiklen her. For almindelige brugere af internet og Google kan artiklen sikkert opfattes som afskrækkende. Det er sundt og godt med en kritisk sans for hvad man møder på nettet, men artiklen synes mere som en skræmmekampagne, end et reel forsøg på oplysning.

    Nick Davies bog “Flat Earth News” nævner blandt andet at moderne journalister er så presset tidsmæssigt, at de ofte ukritisk kopierer materiale – uden at lave deres egen supplerende research, hvilket betyder at de spreder urigtige oplysninger. Der nævnes f.eks. i artiklen at en Cookie er et stykke software der genkender hvilke sider en given bruger besøger. En Cookie er et lille tekstdokument som ikke har det fjerneste at gøre med software. Måden det er formuleret på i artiklen giver det indtryk at Cookien aktivt spionerer på brugerens adfærd, hvilket altså er forkert. Hjemmesider som lægger cookies på brugerens maskine kan kun læse og skrive i de Cookies som de selv har lavet, hvilket betyder at de kun kan “spionere” på hvad brugeren laver mens de besøger den aktuelle side. Så hvis man taler om “spionage”, er det altså en yderst begrænset og passiv form for spionage.

    - Google er dog i den situation at de kan “spionere” på hvad brugere søger på mens de bruger www.google.com, og de kan bruge denne information til at vise reklamer som er interessante for den “søgende” person. Og det er netop det der er kernen i deres forretning: De vil gerne vide hvad folk interesserer sig for, for at kunne vise interessante reklamer. Og det kan jeg egentligt ikke se noget odiøst i: Jeg vil da hellere have vist reklamer for robotter, computere og andet interessant legetøj, end garn og strikkeopskrifter. Og netop Google er da ikke de værste til at overhælde pladsen på mit skærmbillede med reklamer.

    Endelige lever vi i et kapitalistisk samfund og vi er alle forbrugere – om vi så kan lide det eller ej. Google er en forretning, og som forretning skal de tjene penge; og netop strategien med at sætte noget gratis til rådighed for så at tjene penge på reklamer er nok den allermest udbredte strategi på nettet, så om man har noget imod den kan man lige så godt lukke sin internetforbindelse.

    Og endelig skal vi vel ikke stole mere på Google end vi gør på Mærsk eller Bill Gates (Microsoft). Hvis du interesserer dig for Google og problematikken om hvorvidt vi kan stole på dem, kan du læse mine andre artikler: Interesser i strid, Google vil erobre verden, “iPod, iGoogle, iFrame, iScream“, Genveje til Google.