Du er hvad du samler

P3 kører med sloganet; “Du er hvad du hører” og på samme måde kan man sige: Du er hvad du samler…

Overskrift.dk og technorati.com har det tilfælles at de gør blogindhold søgbart.

Min umiddelbare indstilling til det er; at da der findes så forbandet mange blogs som det er spild af tid at læse synes det meningsløst at indeksere en overvældende mængde af dem.

Jeg har testet dem begge og Technorati er en klar vinder. Technoratis top 100 liste er f.eks. rigtig fed, selvom den naturligvis er lavet på baggrund af hvormange læsere de enkelte blogs har: Som man siger: da hundrede millioner fluer spiser lort, er det godt at spise lort… Overskrift har dog den fordel at den er Dansk og indekserer danske blogs.

Hvis du virkelig vil spilde tid på at læse andre blogs end denne er technorati.com hermed anbefalet!

Fra web til wiki

Når man skal finde ny information om en given sag, og man gør brug af internettet i sin informationssøgning er det ofte en god ide at finde information fra flere kilder for at verificere dem. Og da Jeg netop har læst “Webbets vej til verden” af Tim Berners-Lee, vil jeg “holde Tim Berners-Lees historie op imod” den information om webbet, som findes på den danske del af wikipedia.

I bogen fortæller han hvordan han skridt for skridt opfandt den teknik som ligger til grund for webbet eller World Wide Web (www), som de fleste idag opfatter som selv internettet..

Hvis du slår “www” eller “web” op på wikipedia finder du en artikel som forklarer hvad webbet er, men der står næsten ikke noget om dets historie, eller om hvordan det egentligt er opfundet uafhængigt af internettet, og som sådan blot er en ekstra service på internettet, blandt mange andre.

Artiklen om webbet er på den ene side alt for teknisk, og på den anden side ikke dækkende nok. For at kunne forstå hvordan tingene hænger sammen skal man altså igennem 3 artikler: Om webbet, “om inter netværket” og om websteder. Logisk set er det korrekt med den emneinddeling, men det er ikke befordrende for folks forståelse.

bedreit, en blog om læring

Nutidens unge

Arto er et ungdoms community – et sted på nettet for unge.

Af nysgerrighed kikkede jeg lidt på hvad de unge diskuterede og indenfor emnet religion i Artos blogs talte jeg 28 poster på den første side og kun 4 af posterne var seriøse. Der var en ung mand med brugernavnet “Dystopi” som havde skrevet 2 af de seriøse indlæg og netop hans indlæg var ganske interessante. Lige omkring halvdelen af indlæggene var “off topic” hvilket vil sige at de ikke havde det fjerneste med religion at gøre.

Der var kristne, et enkelt muslimsk – eller i hvert fald en fortale for religiøs tolerance overfor muslimer, en kritik af Intelligent Design som Bush jo er påvirket af og endelig 2 indlæg som havde med numerologi at gøre.

- Efter mit kig på Arto ser jeg en smule mere optimistisk på de yngre generationer, trods alt, og det kan da være at man skal til at holde øje med hvordan fascinationen af numerologi spreder sig..

Tango, Tango

Der findes masser af materialet om Argentinsk tango på nettet, men der har dog i den grad manglet en god tangoradio.

Siden jeg fik min “Creative Zen V” mp3 afspiller og installerede det medfølgende program; ZENcast organizer har jeg dog haft glæde af et udemærket tangopodcast, og da jeg tilfældigvis besøgte den hjemmeside der reklameres for i podcastet fandt jeg følgende widget:

Hvad bringer fremtiden

Det er skønt med nyt legetøj, og der kommer jo konstant nye ting frem som måske bliver et hit eller måske forsvinder i glemslen.
- Jeg købte mig f.eks. en MiniDisc optager og et minianlæg med MiniDisc for 5 år siden, og MiniDisc formatet er nærmest forsvundet helt fra markedet idag, øv!.

Mit bud på et par teknologier som måske bliver et hit er altså fremtidsforskning i lommeformat: Produkterne eksisterer, men da de ikke har nået kritisk masse ligger det noget ude i fremtiden før den almene forbruger ser dem..

Qik – se hvad der sker!
Live video fra din telefon. – Med Qik (Quick forkortet) installeret på din telefon kan du streame video direkte fra din telefon til Qiks hjemmeside. Forestil dig at du tilfældigvis var på stedet da muren faldt i Berlin eller en lignende begivenhed og at du er udstyret med en moderne mobiltelefon med Qik installeret sådan at du kan vise verden hvad der sker, når det sker.
Der er flere interessante egenskaber ved Qik: a. Du kan filme lige så længe der er batteri nok i din telefon, fordi videoen ikke skal lagres på telefonen men bliver sendt videre med det samme. b. Dine videoer kan vises på din blog, FaceBook mm. c. Qik fungerer sammen med Google Maps, sådan at du kan få et overblik over hvor i verden der afsendes video fra.

Der er dog også et par svagheder: a. Du skal først og fremmest have en telefon i stil med iPhone eller Nokia s60 som koster i nærheden af 5000 kr uden abonnement, b. Selvom folks liveoptagelser varer helt op til 1/2 time er sandsynligheden for at du tilfældigvis bruger sitet på det tidspunkt hvor tingene sker minimal. c. Vi er så forkælede mht. hastigheden af sceneskift mm. at de fleste nok mister interessen for en given video indenfor de første 10 minutter.

Ushahidi
Ushahidi betyder vidnesbyrd på Swahili og dette system ligner på mange måder Qik – man kunne sige at det var en low-tech udgave af samme service. Brugergrænsefladen som ses på hjemmesiden er et Google Maps kort med en masse små ikoner eller waypoints som symboliserer forskellige hændelser.

På billedet herover kan du se at der sker en masse ting i Kenya. Systemet er fokuseret på områder i konflikt. I første omgang koncentrere det sig om Kenya, men med tiden kan det bruges i andre lande også. Det fine ved Ushahidi er at det fungerer fra alle mobiltelefoner uden at der skal installeres noget program, hvilket sikrer at alle som kan stave og finde ud af at sende en sms i teorien kan give sit besyv med. Mens Qik er et kommercielt produkt, er Ushahidi gratis og drevet af NGOere som forsøger at finde bekræftelse på de rapporter som kommer ind via systemet.

Hvis Ushahidi og lignende systemer forstår at gruppere rapporterne i hændelsesforløb sådan at de gensidigt kan bekræfte hinanden, og det lykkes dem at lave en intuitiv brugergrænseflade, tror jeg virkelig at det kan blive et hit. Hvis ikke “slyngelstaterne” kan sætte en stopper for ushahidi trafikken har systemet et kollosalt historisk potentiale.

Den primære kilde til denne artikel: Ten web startups to watch.

Hvis jorden var en sandwich

Google Maps er fantastisk, men at de har åbnet det for alle mulige kreative “ombygninger” er genialt. Når man har fundet ud af at man kan trække rundt med kortet i vinduet er det lige før man ikke behøver at vide mere for at bruge det, og derfor vil jeg heller ikke bruge flere linier på at beskrive selve Google Maps.
Mashups eller “ombygninger” som jeg kalder det findes i alle afskygninger – fra de mest flippede til top professionelle.

Søren Rasmussens billedbog om “Manden som gravede ned til Kineserne” er fuld af løgn: Hvis du vil grave ned til kineserne skal du ikke grave fra danmark, men fra Argentina.
På “If the Earth were a Sandwich” kan du finde ud af hvor du ender, hvis du begynder at grave gennem jorden. Du trækker kortet sådan at pilen peger på dit udgangspunkt, men du kan trække i begge vinduer.

iRun.dk
iRun.dk er en anden og mere seriøs Google Maps ombygning. Med irun.dk kan du lave ruter. Her er f.eks. et link til en svømmetur tværs over Maribo sø. Som navnet antyder er siden lavet for folk som laver løberuter, men det er ikke udtryk for en begrænsning. Du trækker rundt med kortet, og klikker så de steder hvor du vil have at din rute går.

En GPS dims
Muligheden for at få vist billeder på Google Maps er virkelig interessant, men hvordan er det lige at man får registreret de nøjagtige koordinater for hvor billederne er taget!? – Check “Sony GPS-CS1KA” en nøgleringsdims som registrere hvor den er i verden x antal gange om dagen, og når du så kommer hjem og indlæser dine digitalfotos til din computer, tilslutter du også nøgleringen, og vupti – så har du GPS koordinaterne på alle dine fotos..

Jeg har udforsket Google Maps mulighederne og lavet en rute fra Tisted til Bahnhoof Zoo etc..

Musik på tørresnor

Forrige artikel handlede om “musik i en kuffert” – Jeg trækker sandsynligvis metaforen for langt, når jeg nu skriver om musik på en tørresnor, men bær over med mig!! I byerne sydpå ser man indimellem tøjsnore spændt ud mellem bygningerne – tøjsnore som er monteret på hjul, sådan at man kan trække tøjet til sig. Man trækker, så at sige, en strøm (stream) af tøj til sig.

Den musik du kan opleve på lastfm er som “tøj på en snor” – der dog automatisk, bliver trukket frem til dig.. Hvis du har læst min forrige artikel “Musik i kufferten” ved du lidt om komprimering af musik. Lastfm streamer musikken til dig, strømmen er komprimeret til 128kbps hvilket er rigtig godt. De fleste net-radio-stationer kører mellem 96 og 128 kbps, men du kan også sagtens falde over stationer der sender med 32 eller 256 kbps. 32kbps giver en rædselsfuld baggrundsstøj og 256kbps giver en fremragende lydkvalitet, men det kræver en hurtig og stabil forbindelse. – Du skal ikke lade dig forskrække af alle tallene – Du kan se dem som et udtryk for kvalitet: Jo højere tallet, jo bedre kvalitet.

På live365 sammenligner de den streamede lydkvalitet med om det er AM, FM radio eller CD. Jeg synes at der er en god måde at formidle det på, men hertil skal det dog siges at alt under 96kbps er uudholdeligt at høre på.

Web2 = middelalderkultur

Det synes som en naturlov at man, når man kommer op i alderen; vil undre sig over hvad der driver de unge. – Hvad er det f.eks. der gør de sociale web2 teknologier så tiltrækkende for dem?

Serendipiteten har spillet Jan Lindhardts; “Frem mod middelalderen, mennesker og medier i det åbne rum” i hænderne på mig, og omend bogen er et bud på kulturhistorien siden middelalderen med fokus på mundtlig og skriftlig kultur, giver den nogle interessante bud på hvad der kendetegner de unges kultur.

Bogen er overordnet inddelt i 3 kapitler – i 3 tidsaldre: Om middelalderen, om moderniteten efter renæssancen og endelig tiden efter 1975. Det som er hans hovedtese, og – som jeg netop synes er en spændende tanke, er at middelalderen og tiden efter 1975 er mundtlige kulturer (deraf titlen), mens moderniteten derimellem er en skriftlig kultur.

Nu er det længe siden jeg beskæftigede mig med Kuhns teori om paradigmeskift, så jeg vil ikke hænges op på noget; men en af de ting der er kendetegnet ved et paradigmeskift er netop at det er den aktuelle generation af unge, som bærer det nye paradigme frem, mens de ældre generationer holder fast i det paradigme – de ideer og det verdenssyn, som de selv er vokset op i. Således skulle det ikke undre mig om jeg og det meste af min generation stadig er præget af modernitetens skriftlige kultur, mens de unges brug af web2 og lignende teknologier netop er et udtryk for at de tilhører en mundtlig kultur.

SMS og emails er godt nok umiddelbart skrift teknologier, men sagen er den at sproget i dem ofte er talesprog. Og TV, som han netop starter kapitlet om tiden efter 1975 med at referere til, er også et mundtligt medie. Også YouTube og BibStream er altså mundtlige medier, og picasaweb og Flickr måske? – tags synes da at have nogle af den mundtlige kommunikations egenskaber. Chat er en klar mundtlig teknologi, og Podcasts er det også. – Og hvad med blogs som denne? Jeg skriver gerne i talesprog, for at gøre læsningen mere flydende… – Hvad synes du!? Og netop det at jeg kan lægge op til diskussion, og det at du kan kommmentere mine artikler er mundtlige aktiviteter.

Nu er anden udgave af Jan Lindhardts bog udgivet i 2003, og web2 var knapt nok opfundet på det tidspunkt. Det kunne ellers være ret interessant med en gennemgang af web2 teknologierne for at få be- eller afkræftet antagelsen om at web2 teknologierne har middelalderlige træk. Jan Lindhardt forsøger at være værdineutral i sin beskrivelse af tidsperioderne, men han antager dog at der må være en sammenhæng mellem et givent medie og det indhold som bliver udtrykt gennem det. Mediet er, så at sige; budskabet. Kunne du f.eks. tænke dig Shakespears komedie; En skærsommernats drøm som SMS?

Flickr versus Picasaweb

For straks at springe ud i det, så tester jeg flickrs flash show, som skulle kunne integreres i andre hjemmesider. – Første erfaring er at det ikke fungerer, men gad vide om ikke jeg kan løse problemet. Når jeg prøver at udgive artiklen kommer der er fejlmeddelelse om at et tag ikke er lukket. Det er ud til at 3 af tagsne er lukket forkert – de har både en backlash og en lash, istedet for bare en lash. Jeg slettede de 3 backlash, og så kunne artiklen publiceres, men det fungerer stadig ikke: Det eneste der vises er et link til mit flickr album.

Det kan da også være at blogspot har nogle begrænsninger på hvilken kode der kan køre fra artiklerne, så jeg forsøger nu istedet at flytte koden til en gadget og hereuka – nu fungerer det. – Se flashshowet lidt længere nede i højre side!

Fra Microsoft kan man downloade programmet “Windows Live Photo Gallery” som grundlæggende kan de samme ting som Picasa, og du kan også uploade billeder direkte fra Windows Live Photo Gallery til flickr, så i sidste ende er det vel blot et spørgsmål om smag og behag hvad man vælger.

På begge sites kan man få sin egen folder. For nemhedens skyld har jeg kaldt dem begge “mallehoj”:
http://www.flickr.com/photos/mallehoj/ og
http://picasaweb.google.com/mallehoj.
Der kan ikke være tvivl om at Microsoft og Google konkurere på dette felt, og det sidste der er sket i konkurrencen, er at Google har sat den gratis lagerplads op på 1 GigaByte hvor Flickr har en grænse på 100 Megabytes, og de har begge udvidet servicen til også at inkludere video.

Det sociale element i flickr interesserer mig ikke videre, hvorfor jeg holder fast ved Picasa og Picasaweb, som helt og holdent lever op til mine behov.

Det flickr for mine øjne:

Ved oprydning på min blog fandt jeg dette indlæg, som er skrevet en sen fredag aften i marts 08. Fornuftige mennesker vil sikkert ikke mene at det er klogt at skrive indlæg til en blog i fuldskab, og da slet ikke offentliggøre den, men da jeg alligevel snart lukker denne blog, vover jeg det alligevel.

En forfatter, som jeg desværre helt har glemt navnet på, anbefalede at man hørte en given plade, mens man læste hans bog… Det er en ret skæg ide, synes jeg, men spørgsmålet er vel i sidste ende om kombinationen af musik og ord eller billeder giver en sammenhængende oplevelse for alle, eller blot for forfatteren!?

Den fotograf som jeg henviste til i forrige artikel har jeg kikket nærmere på, og jeg skal ikke kunne sige om det var fordi jeg samtidig drak en stærk påskeøl, og hørte Sinead O’Connors; “Throw down your arms“, og tidligere på aftenen har læst Henrik Jensens; “Det faderløse samfund” – at jeg oplevede hans slideshow som enormt udtryksfuldt. Både pladen og bogen er naturligvis lånt på det lokale bibliotek, så kom ikke og sig at bibliotekets materialevalg er forfladiget.. (-;

Mute*, som fotografen kalder sig, har ikke anden information om sig selv på Flickr, end et lille fotografi – og så oplysningen at han er af hankøn. I en tid hvor en del unge mennesker ønsker at sole sig i “Stjerne for en aften” og lignende er det beundringsværdigt at han ikke har mere travlt med at markedsføre sig selv.

Det er ikke sikkert at Henrik Jensen vil udtrykke det sådan, men det hans bog blandt andet handler om; er at det kan være lettere at eksistere i et patriakalsk samfund, som f.eks. det muslimske, end i et moderne vestligt liberaliseret (frigjort) samfund som vores eget. Og en håndfuld af Mute*s billeder viser netop en håndfuld unge mænd som i en religiøs rus tæsker sig selv til blods. – Hvilket, jeg synes; sætter vores “vestlige” konformitet i relief.

Hr. Grøndal, som var skoleinspektør på Lindeskovsskolen mens jeg gik der, beskrev samvittighed som en lille hård firkant omgivet af kød inde i dig: De første gange firkanten drejer gør det ondt, men efterhånden som man synder og firkanten roterer mere og mere, jo mindre gør hver omdrejning ondt. – I en kultur som vores, hvor vi er omgivet af billeder, burde de ikke længere kunne påvirke os så stærkt følelsesmæssigt jvf. firkanten, men der er et eller andet ved Mute*s stil (om ikke blot det er mængden af påskeøl jeg har indtaget, ahrmm), – som i den grad påvirket mig.

Og derfor vil jeg hermed varmt anbefale; både Mute*, Henrik Jensen, “Saint Landelin”s påskeøl og Sinead O’Connor – sammen eller hvor for sig – det er op til dig!