• Nyd at fejle #4

    Up-loaded den juli 3rd, 2009 John Ingen kommentarer

    Billede leveret af sxc.hu“Enjoy dropping the balls” var valgsproget bag undervisningen i Tango Legestuen. – Man lærer ikke ret meget hvis ikke man tør tage risikoen for at fejle, hvilket er een af kernepunkterne i Tony Buzan og Brian Gelbs bog “Lessons from the art of juggling” så udfordringen var altså at skabe et miljø – hvor det at fejle er en naturlig led i det at eksperimentere med dansen. 

    Og derfor valgte vi navnet “Tango Legestuen”.

    Jeg ville ønske at jeg vidste noget mere om det at lege. – jeg elsker at lege: At glemme mig selv mens jeg laver noget som der ikke er sat noget mål for. Men hører det op med at være leg, hvis der er et mål? Eller er forskellen på børns og voksnes leg mon netop at der ofte er et mål ved legen, når vi (voksne) leger… – Eller er det blot en undskyldning vi opfinder for at bortforklare at vi leger!?

    Nå, hvordan man end definerer ordet leg, var meningen med legestuen at vi ville skabe et miljø hvor der mere blev fokuseret på det at lære tingene ved at eksperimentere med dem, end ved at fokusere på at gøre tingene på den korrekte måde: Så snart vi forholder os til hvad der er korrekt, bliver vores fejltagelser synlige.

    Men den bevidste fokusering på det at eksperimentere var også vigtig fordi meget af den tango undervisning vi selv var blevet udsat for i slutningen af 90′erne var bygget op omkring de 8 grundtrin; som det var vores oplevelse – begrænsede os kollosalt i improvisationen, og da Argentinsk tango netop er en improviseret dans er det, at kunne improvisere, altafgørende!

  • 27 x 30 x 36,5

    Up-loaded den august 26th, 2008 John Ingen kommentarer

    27 x 30 x 36,5 cm er størrelsen på den “boggave” biblioteket har fået fra en kult, som jeg ikke vil reklamere for her. – En gave som giveren forestiller sig kan stå mellem etikbøgerne på DK5 gruppe 15.2. Der er i nærheden af en hyldemeter i kassen hvilket ville være ret overvældende når gruppe 15.2 på dette bibliotek i sig selv ikke fylder mere en ca. 2 meter.

    Nu er jeg tilfældigvis fagreferent for science-fiction genren og egentligt ville bøgerne i mine øjne passe bedre her. Niveauet af psykologiske indsigt i bøgerne er sådan cirka på linie med Asimovs: “Foundation” eller Frank Herberts: “Dune”, hvilket er ok for et science-fiction værk, omend handlingen nok er mere sammenhængende og fængende i de 2 sidstnævnte serier. Ved nærmere eftertanke hører “gaven” måske nærmere hjemme i rollespilsgenren.

    Ved du hvad jeg hentyder til?, og kunne du tænke dig at få lidt perspektiv på sagen kan jeg varmt anbefale En koncern af aliens af Tom Thygensen Fredriksen.

    Nu er jeg ikke fagreferent for gruppe 15.2 men var det mig der skulle tage valget ville jeg sende skidtet tilbage uåbnet, eller blot tage det med i næste års sankthansbål.

  • Jeg er ikke “arbejdsløs” – jeg er “mellem jobs”

    Up-loaded den februar 25th, 2007 John Ingen kommentarer

    Er det; at være arbejdsløs, noget man bør skamme sig over?
    Er alle arbejdsløse nassere?
    Fortjener arbejdsløse mennesker at leve lige under fattigdomsgrænsen?

    Jeg har altid skammet mig over at være arbejdsløs, og det er også derfor jeg siger til folk at jeg er “mellem jobs”, når de spørger hvad jeg laver. Jeg har været “mellem jobs” siden jeg sagde op fra fagbiblioteket i slutningen af september 2006 og nu ville jeg så gerne læse en bog der kunne hjælpe mig med at få perspektiv på sagen. Bogen blev:

    Titel: Arbejdsmoral til salg, Fra purtansk prædikestol til moderne virksomheders PR
    Af: Sharon Beder
    Forlaget: Klim, 2004

    Titlen fortæller ret præcist hvad det drejer sig om: Det er en historisk gennemgang af begrebet arbejdsmoral. – Om hvem der definerer arbejdsmoralen, hvad den har indeholdt gennem tiden og hvem der lider under den. Jeg tror ikke at moral nødvendigvis bliver brugt til at undertrykke en given befolkningsgruppe, men som arbejdsmoralen bliver fremstillet i bogen, er den et klart udtryk for undertrykkelse.

    Nok var det engang kirken som definerede arbejdsmoralen hvor det nu er virksomheder, men der er ikke noget klokkeklart eksempel på undertrykkelse – hvor der er en veldefineret gruppe som undertrykker og en veldefineret gruppe som bliver undertrykt. – Da alle som vedkender sig moralen undertrykker sig selv og andre sådan at de dels blive i jobs, som måske både er dårligt betalt, og med et dårligt arbejdsmiljø, og dels lader sig aktivere under menneskefjendske forhold.

    Bogen virker ikke som en politisk bog – Den er tydeligvis et forsøg på at fortælle sandheden om arbejdsmoral uden politisk fodfæste. Omend moralen er klar nok; at vi bør stille spørgsmål ved om arbejdsmoralen stadig er nødvendig – om den stadig tjener til samfundets bedste.

    Citat:
    “Skønt arbejdsmoralen er dysfunktionel, bliver den stadigvæk promoveret, prist og accepteret uden protest. Den er et af de træk ved industrikulturen, der drages mindst i tvivl, og den er tilmed blevet indkorporeret i andre kulturer og politiske ideologier, såsom socialismen.”
    Arbejdsmoral til salg, s. 253

    Et andet citat:
    “Gevinsten med hensyn til levestandard i overflodssamfundend bliver nu undergravet af den forringelse af livskvalitet, der er en følge af de kapitalistiske imperativer om arbejde og produktion. Miljøet bliver ødelagt, og hyppigheden af depressioner og narkomani stiger i de rigeste lande.”
    Arbejdsmoral til salg, s. 252/253

    Det er afgjort en læseværdig bog, men det genrere mig lidt at der ikke tales meget om hvad alternativet evt. kunne være. Jeg hænger selv så godt og grundigt fast i arbejdsmoralen at jeg har meget svært ved at løsrive mig fra den, omend jeg rigtigt gerne ville. Men jeg er ikke politisk tænkende, og jeg ønsker ikke at omvælte samfundet – så hvad i hede hulen er alternativet!

  • Nu skal der ske noget!

    Up-loaded den februar 23rd, 2007 John Ingen kommentarer

    Der har ikke været aktivitet her på bloggen i længere tid:

    Ansættelsen indenfor psykiatrien blev noget af det mest nedslidende jeg nogen sinde har været udsat for. Efter et halvt år, hvor jeg på intet tidspunkt fik følelsen af at have begge ben på jorden, måtte jeg gå i vrede. Min oplevelse var at jeg blev spillet ud i et hjørne, hvor den eneste fornuftige udvej, var at gå.

    Ovenstående formulering er med vilje gjort vag, omend jeg dybest set brænder for at fortælle om hvor galt det kan gå, når man på den ene side tror at man er ansat til selvstændigt at udfylde en given rolle, og så på den anden side oplever at friheden til selvstændighed er illusorisk. Kombineret med et konstant pres om at lave langt mere end min forgængere har kunnet gøre på et længere tidsrum, kom jeg til sidst derud hvor jeg ønskede at forulykke på vejen til, eller fra arbejde… Jeg holdt fast et halvt år, selv om jeg allerede den første uge kunne mærke at der var noget som var skrup ragende galt – Jeg troede og håbede at jeg kunne påvirke tingenes gang til det bedre, men jeg blev modarbejdet af ledelsen hele vejen.

    Stress har givetvis mange ansigter, og kan opstå i mange forskellige situationer, men idag er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at mit dødsønske var stressrelateret.

    Så vidt jeg kan forstå er der, i forretningsverdenen, ved at være en vis opmærksomhed omkring hvordan dårlig ledelse kan gøre folk stressede. Og jeg har netop læst en meget spændende bog om moderne arbejdsmoral, og det er planen at jeg vil omtale denne bog nærmere, ved en senere lejlighed!

    Tanken er den at jeg dels vil bruge bloggen mere intensivt og dels hermed vil ændre blogges emnedækning til at rumme alle former for læring: – I organisationer såvel som personlig læring.

    Du skal være velkommen som læser – Jeg skriver til dig… – På trods at at du måske ikke eksisterer!! ;o)

  • Bibliotekar på et psykiatrisk fagbibliotek

    Up-loaded den juni 22nd, 2006 John Ingen kommentarer

    Nu har jeg så fået et job som forskningsbibliotekar på et fagbibliotek i psykiatrien. Da biblioteket er en del af en Undervisnings-, Udviklings- og forskningsafdeling er der dels en hulens masse faglitteratur om psykologi og psykiatri men også en hel del litteratur om læring.

    Man har nævnt at jeg kan udvikle nogle elektroniske kurser til bibliotekets lånere, men indtil videre, må jeg holde gryden i kog med at beskæftige mig med litteraturen om læring.

    Denne blog vil derfor og herefter dreje sig om forskellige bøger om læring. I første omgang vil jeg blot nævne en håndfuld bøger som jeg synes er interessante:

    Læring i et spændingsfelt – mellem uddannelse og arbejde
    Pernille Botterup & Christian Helms Jørgensen
    Roskilde Universitetsforlag, 2004

    Voksenpædagogik – at iscenesætte voksnes læring
    Helene Hård af Segerstad m.fl.
    Forlaget Klim, 1999

    Den sociologiske dimension i pædagogikken
    Lars Ulriksen
    Frydenlund, 2001
    - jeg har aldrig før bemærket forlaget Frydenlund, men et kik på deres hjemmeside vækkede dog min interesse: De har udgivet en række bøger om psykologi, psykiatri, pædagogik, didaktik og om at “Lære at lære” mm.. De har en hel del interessante bøger på programmet som jeg helt klart skal have læst, og så har de en bogklub hvor der gives nogle solide rabatter.

  • Pædagogisk vurdering

    Up-loaded den september 22nd, 2005 John 1 kommentar

    Kapitlet om “Pædagogisk vurdering af e-learningsystemer” er interessant, men nogle af de læringsteorier de bruger er ret så forskellige fra dem vi kender fra undervisningen. De har en skematisk opdeling af egenskaberne ved 3 forskellige læringsteorier. Måske kan vi tilpasse den, så den også kan beskrive andre teorier.

    Fra:
    Fleksibel læring og undervisning – erfaringer, konsekvenser og muligheder med ikt.
    Marianne Georgsen & Jens Bennedsen (red.)
    Århus Universitetsforlag, 2004